The Donald vandt – eller gjorde han?

Jeg har fået lov til at gengive min tidligere kollega Lars Madsens reaktion på valget. Dette er en gengivelse af hans tekst på facebook skrevet 11. november 2016.

Et par døgn efter det amerikanske valg er røgen ved at lette efter det største bombenedslag i nyere amerikansk historie. Donald Trump som USA’s 45. præsident virkede for få måneder siden som en dårlig joke og indtil ganske få dage før valget så usandsynligt, at stort set ingen i de fleste toneangivende internationale og amerikanske medier egentlig gad at beskæftige sig seriøst med muligheden. Det samme var tilfældet i de fleste danske medier.

Men nu sidder vi her så med The Donald – denne på alle mulige og umulige måder usædvanlige ”leder af den frie verden” og Commander in Chief for verdens stærkeste militærapparat. Manden, der har store problemer med at styre sin Twitter-konto, sidder fra den 20. januar med affyringskoderne til det amerikanske atomarsenal. Reality-stjernen, milliardæren og Wall Street-magnaten skal uden nogen som helst praktisk politisk erfaring stå i spidsen for et føderalt, parlamentarisk system, som det ifølge den tidligere præsident, Lyndon B. Johnson, ”takes a lifetime to learn”. Fordi det nøjagtigt er ligeså kompliceret og sammensat som det etniske, kulturelle og religiøse kludetæppe af en nation, som det er sat til at repræsentere.

Men hvis The Donald vil gøre sig bare de smalleste forhåbninger om at få fornyet sit mandat om fire år, skal der leveres ved Kasse 1. Hvis han ikke selv skal ende som en dårlig parodi på den politiske elite, som han har banket løs på lige siden de første primærvalg – dovne, inkompetente, sammenspiste, korrupte – skal der realiteter bag de vilde planer, han med let hånd og under tordnende bifald har strøet om sig på sit månedlange maniske ridt fra massemøde til massemøde over det meste af USA.

Der skal sættes totalt stop for yderligere muslimsk indvandring i USA. Punktum!! Ca. 13 millioner illegale mexicanere – som i parentes bemærket stort set holder Californien i gang – skal udvises og for at forhindre, at de i nattens mulm og mørke sniger sig tilbage igen, skal der rejses en mur fra Stillehavet til Den Mexikanske Golf. Denne mener The Donald i øvrigt, at han kan få mexicanerne selv til at betale. Samtlige USA’s frihandelsaftaler skal opsiges og re-sourcingen af amerikanske firmaer, som har flyttet produktionen til lavtlønsområder i udlandet, skal ske ved at pålægge amerikanske produkter fremstillet i udlandet så høje toldsatser, at de emigrerede fabrikker helt frivilligt beder om lov til at flytte hjem til USA igen. USA skal opsige Koyoto-aftalen, fordi den globale opvarmning er noget, som kineserne har fundet på. Skatten skal ned – markant endda – for både lønmodtagere og virksomheder. Samtidig skal der iværksættes en storstilet renovering af den amerikanske infrastruktur – veje, broer, jernbaner – som det bliver afsindigt interessant at følge, fordi The Donald har lovet, at den ”won’t cost a dollar”. Obamacare skal ophæves, adgangen til fri abort indskrænkes, restriktionerne på våbenkøb fjernes, så enhver maniac igen kan gå ind fra gaden og købe sig et Stingermissil eller en kampvogn.

Ikke at dette udgør en egentlig sammenhængende plan – for en sådan findes ikke. ”The Donald is not a plans guy” med Barack Obamas ord. Alligevel har ædruelige økonomer forsøgte at regne på noget af det her og forudsiger et så gigantisk hul i den amerikanske økonomi, at Ronald Reagans famøse ”reaganomics” fra 1980’erne minder om overforsigtigt bogholderi i sammenligning.

Hvorfor man må spørge sig selv, hvordan fanden i hede hule helvede amerikanerne dog kan finde på, at vælge The Donald som deres præsident. Altså godt nok anslås det, at der findes ca. 25 millioner analfabeter i USA, men alligevel……….

Men det er så her, at de selv samme medier, som komplet og aldeles overså muligheden for at The Donald skulle være i stand til at vinde et amerikansk præsidentvalg, nu tilbyder forklaringen. Jo, der er tale om et storstilet opbrud, en lavine – ja, nærmest en tsunami – af millioner og atter millioner af almindelige amerikanere, som har fået nok af en indspist elite, der kun interesserer sig for manden og fruen på gulvet, når der engang imellem er valg. Med Hillary Clinton som personificeringen på alt det, som den ”almindelige amerikaner” har fået mere end nok af. Jamen, vi har nærmest at gøre med den 2. amerikanske revolution – den første var da englænderne fik et los i røven i 1776 – hvor The Donald som en anden Georg Washington ”crossing the Delaware” svinger Stars & Stripes foran de endeløse horder af desillusionerede, skuffede og svigtede amerikanere – arbejdsløse bilarbejdere, outsourcede stålarbejdere, fallerede farmere, vrede, hvide mænd med syv års skolegang, frustrerede husmødre, pissesure pensionister og White Supremacy-galninge.

Billedet er da besnærende, men har ufatteligt lidt at gøre med, hvad der reelt skete i tirsdags, hvor det er værd, at fremhæve to helt overordnede forhold.

For det første er der intet sensationelt i, at amerikanerne vælger en republikansk præsident efter en double–term med en demokrat i Det Hvide Hus eller omvendt. Det har med enkelte undtagelser – Carter 1976-1980 og Bush den Ældre 1988-92 – stået på siden Harry Trumans embedsperiode i de tidlige 1950’ere. Det er den smule variation der gives amerikanerne i topartisystemet og det benytter de sig af med nærmest søvndyssende regelmæssighed

For det andet viser exit-polls fra i tirsdags, at det helt store flertal af dem, der stemte på henholdsvis The Donald eller Hillary var de sædvanlige faste kunder i butikken, selv om der altså var færre af dem, end der plejer at være. Demokrater, der stemte på den demokratiske kandidat – og republikanere der stemte på den ditto republikanske. Vane- og stamvælgere som ikke er fandens optaget af, hvordan kandidaten ser ud, hvem han/hun er gift med, hvilke E-mails der er sendt, hvad han eller hun har på under TV-debatterne eller hvor meget den ene eller den anden skylder i skat. Der skal betydeligt mere til for at få disse partiloyalister til at vakle i troen. Den eneste, det seriøst er lykkedes for, er Richard Nixon – og i mindre målestok George W. Bush Men det var der som bekendt også gode grunde til.

Ikke så fandens meget revolution og tsunami der, eller…….??

I tirsdags var det interessante heller ikke, dem der stemte – men dem der IKKE stemte. For med en valgdeltagelse på 53,1% – selv efter amerikanske standarder meget lavt – var det reelt de, som valgte at stemme med røvbalderne hjemme i lænestolen, som afgjorde, hvem der skulle være USA’s næste præsident.

Eller sagt på en anden måde. The Donald blev ikke præsident, fordi utilfredse og frustrerede amerikanerne i hobetal og millionvis strømmede til og sluttede op om hans ikke-planer og hans populistiske blanco-cheks. Han tabte faktisk valget til Hillary Clinton, hvis man kigger på det samlede stemmetal for hele USA. Men det gør man som bekendt ikke, når man vælger præsidenter over there. Når det gik, som det gik, skyldes det, at Hillary Clinton ikke formåede at mobilisere de sammenlagt ca. 700.000 vælgere i Michigan, Wisconsin og Pennsylvania – traditionelt demokratiske stater – der havde været nok til at sikre hende sejren over The Donald., selv om denne løb med sejren i de to vigtige battlefield states – Ohio og Florida. I Florida i øvrigt med en margin på skaldede 130.000 stemmer.

Det handler måske nok om, at Hillary Clinton var den forkerte kandidat – som flere af de førnævnte medier har konkluderet efter valget. At hun er korrupt, elitær, ufolkelig, tilhører magt-aristokratiet, har et anstrengt og påtaget smil og kun opnåede nomineringen, fordi der blev fiflet med Bernie Sanders’ stemmer under the primaries. Og – enig – hun har da sikkert en del, som hun burde arbejde med. Men det var tilsyneladende ikke derfor, at nogle af de traditionelle demokratiske vælgergrupper blev hjemme i flere at de nævnte stater eller at marginalvælgerne stemte mere republikansk, end de plejer.

I Florida – f.eks. – den notoriske battlefield state, fordi det er den amerikanske stat, der har den største etniske, sociale og kulturelle diversitet. Af statens ca. 19 millioner indbyggere er hver femte såkaldt ”latino” med ca. 2 millioner eksilcubanere og disses efterkommere i efterhånden 4. led som den største enkeltgruppe. Her vandt Obama i både 2008 og 2012 – bl.a. ved hjælp af 3. og 4. generations cubanernes stemmer. Her manglede Hillary Clinton som sagt 130.000 stemmer. Jamen, floridanerne synes da helt sikkert også, at hun er et usselt menneske og ikke alt for street i sin umulige pink buksedragt. Men når en del af de cubanere, som i to omgange var med til sikre Obama sejren i Florida, svigtede Hillary og demokraterne i tirsdags skyldes det også, at de er pissesure over Obamas ophævelse af handels- og rejserestriktionerne overfor Cuba. Ikke at det er sket, men mere måden, det er sket på. Nemlig uden at USA har stillet væsentlige krav eller forlangt ret meget af regimet i Havanna til gengæld. Og de blev ikke mindre sure, da billedet af en grinende Præsident Obama i Det Ovale Kontor bappende på en motherfucker af en Havannacigar gik world-wide og i et par døgn hærgede de elektroniske medier. Det skete mindre end tre uger før valget og fik afgørende betydning i tirsdag, hvor det var marginaler, der afgjorde valget i Florida.

Men heller ikke satans meget revolution der.

I Michigan – der fintælles endnu – står Hillary Clinton til at tabe med ca. 0,3% svarende til 13.550 stemmer. Der er hovedstaten i det såkaldte ”rustbælte” – et ret sigende udtryk der indrammer billedet af lukkede fabrikker, høj ledighed og affolkede boligområder, som følge af af-industrialiseringen. En stat der uafbrudt siden 1992 har stemt demokratisk og hvor Obama i 2012 vandt med en margin på næsten 11% . Her svigtede især nogle af de sorte vælgere, som de i øvrigt også gjorde i resten af USA. Ifølge The Telegraph viser exit polls, at afroamerikanernes støtte til demokraterne nationalt er faldet fra 93% til 88%, hvilket der er en vis logik i, når man tænker på, hvem de har kunne stemme på ved de foregående to præsidentvalg. Således også i Michigan, hvor nogle af de frafaldne valgte at stemme på The Donald og hans løfte om ”we will bring those jobs back” eller – for de flestes vedkommende – blev hjemme. CNN havde onsdag fundet et par af disse frafaldne afroamerikanere i Michigan og det kan da godt være, at de et eller andet sted havde mistet troen på ”the system” eller synes at Hillary er en træls mokke. Men deres forklaring på, hvorfor de ikke havde stemt, handlede om en generel skuffelse over at Obama ikke havde indfriet sine valgløfter og heller ikke havde grebet tilstrækkeligt ind overfor den voksende racisme, som er kommet til udtryk gennem politifolks nedskydning af unge afroamerikanere flere steder i USA.

Heller ikke meget revolution der – mere træthed, skuffelse og mangel på begejstring.

Bare to eksempler, som viser at mediernes forvandlingsbillede af The Donald – fra impulsstyret loose cannon til reinkarnationen af George Washington – og valgresultatet i tirsdags som en jordskredssejr for en dybtliggende vrede og frustration overfor det politiske establishment ikke har hold i virkeligheden. Jo, The Donald vandt – men mest fordi Hillary Clinton til sidst snublede på målstregen. Og – jo – The Donald har aktiveret en gruppe vælgere, som normalt ikke stemmer. De ”vrede hvide mænd med ingen eller lav uddannelse” – anslået allerhøjst en million på nationalt plan. Men han har samtidigt skræmt mindst ligeså mange væk. Pæne og anstændige republikanere som er blevet hjemme, fordi de ikke har kunnet få sig til at stemme på deres partis præsidentkandidat – med tidligere præsident George W. Bush som det mest prominente eksempel.

Når det er sagt skyldes den lave valgdeltagelse rigtigt nok en almindelig træthed blandt de menige amerikanere over et politisk system, som i længere tid har fungeret mere end elendigt. Selv om der under Præsident Obama faktisk er skabt ca.13 millioner nye jobs og sat en række vækstinitiativer i gang, lider USA stadig under følgevirkningerne af finanskrisen og afviklingen af den traditionelle industrielle produktion. Der er behov for reformer indenfor boligsektoren, i uddannelsessystemet, i sundhedsvæsnet, i fængselsvæsnet og i retssystemet. Desuden er der langt ind i det republikanske parti en voksende erkendelse af, at der er brug for en eller anden form for regulering af det amerikanske arbejdsmarked – bl.a. via en mindstelønspolitik, som kan beskytte amerikanske arbejdere fra unfair konkurrence fra illegale indvandrere.

I lyset af dette har den amerikanske befolkning især i de sidste fire år oplevet at samarbejdet mellem deres præsident og deres folkevalgte i Kongressen stort set har været ikke-eksisterende. Det skyldes i høj grad, at det republikanske flertal i de to kamre har valgt de korslagte armes politik overfor den demokratiske præsident. Men det skyldes også, at Præsident Obama – trods alle sine øvrige kvaliteter – er en elitær og intellektuel snob. Han har ikke – som bl.a. Bill Clinton gjorde – gidet at tage de nødvendige slagsmål med de republikanske bonderøve i Senatet og Repræsentanternes Hus, men har valgt at zig-zagge sig igennem med præsidentielle dekreter. Det har holdt de løbende forretninger i gang, men ikke skabte basis for det nødvendige reformarbejde, som kan samle det USA, som i øjeblikket på mange måder fremstår splittet og i konflikt med sig selv.

Det er amerikanerne forståeligt nok utilfredse med og blandt andet derfor blev mange af dem hjemme i tirsdags. Også fordi, at de to kandidater, som der skulle vælges imellem for mange var et valg mellem pest og kolera. The Donald pga hans outrerede og impulsstyrede udfald mod alt og alle, hans mangel på pli og mådehold og hans populistiske løfter om at løse alle USA’s problemer i løbet af et par uger. Hillary Clinton pga det alt for oplagte og indlysende i hendes nominering, hendes mangel på folkelig gennemslagskraft og hendes lidt for velbetalte gæsteoptrædender hos vennerne i Wall Street.

Men at gøre valget af The Donald til en stort anlagt folkelig demonstration og en massiv folkelig undsigelse af den eksisterende politiske kultur er en gang vidtløftigt pis og papir og en grov overfortolkning af de faktiske forhold.

At det så formodentligt sætter gang i en voldsom selvrangsagelse i hele det politiske system – inklusiv de to store partier – er en anden sag.

Den er også påkrævet.

14993458_10210510009283759_4682811403822700690_n

Dette indlæg blev udgivet i Gæstebloggere. Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *