Af og til bliver jeg spurgt; “Hvad er det der semiøkolog for noget?” Og det hurtige svar er, at jeg gerne vil leve sundt og økologisk, men at min logistik, økonomi og “giden” ikke altid evner det.
Men jeg kunne jo bare beslutte mig for at ville økologien 100 % uden alle de dårlige undskyldninger? Og ja, men jeg ved at den realistiske hverdag (uden stress) for mig, er semiøkologisk. Simpelthen. At være semiøkolog er nemlig også et liv i balance. Et både-og liv.
For snart 10 år siden var jeg så heldig at blive stresset! Ikke sådan eksamensstresset, men på den måde, hvor man græder uden grund, sover, ingen energi til noget – overhovedet, alt er uoverskueligt og en overrumplende angst dumpede også lige ned i sengen! Så jeg var ramt. Ligesom et hav af andre perfektionistiske (nyuddannnede) førstegangsfødende kvinder, med pæne hjem og veninderne på rad og række i caffe latte caféen, var jeg sat på stand-by.
I to år var jeg on/off/væk fra arbejdsmarkedet – og mange penge brugte vi på, at jeg skulle komme på højkant. I den periode var der ikke meget økologi i køleskabet. Vi prioriterede, at det vigtigste var, at jeg fandt mig selv igen…

For det med at blive til mig, som jeg var før, var også en del af processen. At acceptere og erkende, at jeg skulle finde mig til rette i et andet arbejdsliv og ændre vaner, var også et bjerg der skulle bestiges.. I de år byggede jeg oftere læhegn end vindmøller.
Jeg passer stadig på mig selv og beskytter mig, for ikke at havne der igen. Jeg tager forholdsregler og siger til og fra i mange situationer. Det giver af og til nogle stød fra mine omgivelser. Men jeg har prøvet det der er værre, så det må de rode med!
At være semiøkolog handler altså om andet end bare at kigge på hvor mange økologiske varer, der er i indkøbskurven. Det handler om et liv i balance og at være ærlig over for sig selv omkring de valg, der træffes, og det liv der leves.
Pas på dig selv. Det er dit liv. Kram Trine Lønfeldt
P.S. Billeder i dette indlæg finder du via Instagram, hvor du kan følge mig rent billedmæssigt. Mit navn er semiokolog. Teksten på billederne er fra denne uges Femina fra en artikel med Christina Bølling.

